Organiske stemmelidelser

Hvad er organiske stemmelidelser?

Har du en organisk stemmelidelse, betyder det, at der er synlige forandringer på stemmebåndene. Det kan være en godartet forandring (fx stemmeknuder, cyste, polyp) eller en ondartet forandring (forstadier til kræft eller kræft). Har du synlige forandringer på stemmebåndene, udvikler du ofte en uhensigtsmæssig måde at bruge stemmen på – også kaldet uhensigtsmæssig kompenserende stemmeteknik.

 

Diagnoser

Læs mere om den enkelte diagnose her:

Vi anbefaler alle voksne, som har været hæse i mere end to uger at blive udredt hos en øre-, næse-, halsspecialist med henblik på at udelukke kræft på stemmebåndene.

Sådan behandler vi organiske stemmelidelser

Afhængigt af forandringens karakter vil behandlingen være medicinsk, kirurgisk, logopædisk eller en kombination heraf. Du kan læse mere om behandlingen under de enkelte diagnoser ovenfor.

Cyste

Hvad er en cyste på stemmebåndet?

En cyste er en godartet, væskefyldt forandring på stemmebåndet. Der er ingen umiddelbar forklaring på hvorfor, man udvikler cyster på stemmebåndene. Når du har en cyste på dit stemmebånd, udvikler du vaner i din måde at bruge stemmen på, som over tid vil påvirke stemmen negativt. I fagsprog kalder vi dette for uhensigtsmæssige kompensatoriske stemmebrugsvaner. De typiske symptomer du vil opleve, når du har en cyste på stemmebåndet, er følgende:
  • Hæshed
  • Irritation i halsen
  • Slim i halsen
  • Trang til at rømme sig
  • Klumpfornemmelse
Ovenstående gener kalder vi for fonasteniske-gener.
”Se mere”

Sådan behandles cyster på stemmebåndet

Behandlingen består i kirurgisk fjernelse af cysten ofte i kombination med logopædisk intervention før og efter operationen. Formålet med den logopædiske behandling er at aflære de uhensigtsmæssige kompenserende stemmebrugsvaner. I tillæg til den kirurgiske og logopædiske behandling, kan der blive behov for medicinsk behandling af fx sure opstød og halsbrand (reflux), hvilket Aarhus Stemmeklinik også kan være behjælpelig med.

Kontaktgranulomer

Hvad er kontaktgranulomer?

Kontaktgranulomer er forandringer på stemmebåndene, som er opstået på grund af slid. Kontaktgranulomer er arvævsdannelse/sår bag på det ene eller begge stemmebånd. De er godartet og opstår typisk i forbindelse med en længere periode, hvor stemmen er blevet belastet af sure opstød/halsbrand (reflux). De kan også blive dannet, hvis du har været gennem længerevarende bedøvelse, hvor slangen du har i halsen for at sikre vejrtrækningen, kan skabe sliddet. Symptomerne er ubehag i halsen og hæshed. Du vil opleve nogle af de samme symptomer som er forbundet med stemmelidelsen fonasteni. ”Se mere”

Sådan behandles kontaktgranulomer

Behandlingen sigter mod at fjerne den udløsende årsag til forandringerne på dine stemmebånd. I mange tilfælde vil du få medicinsk behandling i form af piller mod sure opstød og halsbrand (reflux). Vi kombinerer med logopædisk undervisning eller intervention, så du også bliver hjulpet med at bruge din stemme korrekt. Forhåbentlig undgår vi dermed, at sliddet på stemmebåndene udvikler sig til, at du bruger din stemme uhensigtsmæssigt. Ved manglende effekt kan kirurgisk behandling komme på tale. Det er afgørende, at du før en operation får relevant medicinsk behandling af sure opstød/halsbrand (reflux) og har aflært eventuelle uhensigtsmæssige stemmebrugsvaner ellers er det sandsynligt, at der opstår nye kontaktgranulomer.

 

Noduli

Hvad er noduli?

Noduli er knuder på stemmebåndene. Noduli er små faste udfyldninger på det ene eller begge stemmebånd. De er godartet og forekommer hyppigt hos børn i førskolealderen og hos yngre kvinder. Noduli opstår på baggrund af stemmemisbrug eller uhensigtsmæssige stemmebrugsvaner. Det vil sige, at du har brugt din stemme forkert – for eksempel ved at tale meget højt, råbe eller tale i et stemmeleje, der ikke er naturligt for dig.

De primære symptomer er hæshed og stemmeudtrætning (stemmen føles træt eller svag). Du kan også opleve problemer med at nå visse toner, for eksempel når baggrundsstøj skal overdøves eller når du synger.

Sådan behandles noduli

Hos børn forsvinder noduli ofte uden behandling dels på baggrund af udviklingen i struben, og dels fordi børnene ændrer adfærd og råber mindre, når de bliver ældre.

Noduli hos voksne kræver ofte logopædisk behandling. Behandlingen vil typisk bestå i stemmetræning med fokus på at bruge din stemme korrekt – og aflære de uhensigtsmæssige vaner. Kirurgi kan komme på tale ved manglende effekt af den logopædiske behandling. Hos motiverede børn kan vi også arbejde logopædisk med problemstillingerne.

Det kan være relevant med medicinsk behandling af for eksempel sure opstød og halsbrand (reflux) og næse-bihule symptomer (bihulebetændelse/allergi), hvilket Aarhus Stemmeklinik kan være behjælpelig med.

Papillomer

Hvad er laryngeal papillomatosis?

Laryngeal papillomatosis er godartede slimhindevorter i halsen. Det er en sjælden, kronisk sygdom. Den er karakteriseret ved tilbagevendende slimhindevorter i struben, luftrør og lunger. Sygdommen forårsages af HPV (humant papillomvirus) og den ses både hos børn og voksne. De dominerende symptomer er tiltagende hæshed samt i mindre grad en følelse af at der er noget, som har sat sig fast i halsen og irritationshoste.

Sådan behandles laryngeal papillomatosis

Behandlingen (laser-kirurgisk fjernelse af forandringerne) og de opfølgende kontroller foregår på en Øre-, Næse-, Halsafdeling på sygehuset. Desværre kan papilomerne komme igen, efter du er blevet opereret. Det kan altså blive nødvendigt at operere flere gange. Dette gentagne behov for operativ behandling kan forringe din stemmes kvalitet, eller du kan udvikle uhensigtsmæssige måder at kompensere for hæsheden på. Hvis du får behov for logopædisk vejledning før eller efter operationen, kan vi på Aarhus Stemmeklinik hjælpe dig med det.

Polypper

Hvad er polypper?

En polyp er en godartet udposning på stemmebåndet. Polypper opstår oftest som følge af gentagne luftvejsinfektioner med hoste eller stemmemisbrug. Det kan for eksempel være kraftig stemmedannelse og råb ved en koncert, længere tids undervisning eller oplæg som kræver massiv stemmekraft eller længere tids overbelastning. Ofte er der desuden tale om bagvedliggende uhensigtsmæssig stemmeteknik, som vi kan hjælpe dig af med gennem logopædisk behandling. Det er normalt, hvis du udover stemmeproblemerne oplever andre symptomer fra halsen fx tørhed, slim i halsen, rømmetrang eller en fornemmelse af at have en klump i halsen. Det kalder vi fonasteni. ”Se mere”

Sådan behandles polypper

Behandlingen består i kirurgisk fjernelse af polyppen ofte i kombination med logopædisk intervention før og efter operationen. Formålet med den logopædiske behandling er, at du lærer at undgå at bruge din stemme på en uhensigtsmæssig måde. Det vil sige, at du skal aflære de uhensigtsmæssige stemmebrugsvaner, som har ført til polyppen og sikre, at du fastholder de nye stemmeteknikker, som vi lærer dig. Udover den kirurgiske og logopædiske behandling, kan der blive behov for medicinsk behandling af for eksempel sure opstød og halsbrand (reflux). Det kan vi på Aarhus Stemmeklinik også hjælpe dig med.

Presbyfoni

Hvad er presbyfoni?

Er du oppe i alderen og oplever du, at stemmen svigter? Presbyfoni er aldersbetinget og opstår fordi stemmebåndene og den slimhinde som ligger oven på stemmebåndede mister sin fylde (atrofi). Stemmekvaliteten ændrer sig, og din stemme bliver svagere. Du kan føle, at det er anstrengende at tale og selv mindre stemmebelastning kan medføre stemmesvigt.

Sådan behandles presbyfoni

Behandlingen af presbyfoni består i logopædisk stemmetræning, hvor der fokuseres på at vedligeholde stemmen, så du kan kompensere hensigtsmæssigt for den manglende fylde i stemmebåndene.

I tillæg til den logopædiske behandling, kan der blive behov for medicinsk behandling af sure opstød og halsbrand (reflux), kronisk bihulebetændelse eller allergi. Det kan vi også hjælpe dig med på Aarhus Stemmeklinik.

Reinckes Ødem

Hvad er Reinckes Ødem?

Reinkes Ødem betyder, at du har væskefyldte stemmebånd. Reinkes Ødem er en vandig hævelse i slimhinden som ligger hen over stemmebåndene. Den hyppigste årsag til at man får Reinkes Ødemer er rygning. Overbelastning af stemmen, reflux eller lavt stofskifte kan dog også medføre Reinkes Ødem.

Tilstanden ses hyppigst hos kvinder mellem 30-60 år. De typiske symptomer er hæshed, men det er også normalt at opleve irritationshoste og i sjældne tilfælde kan der være åndedrætsproblemer.

Sådan behandles Reinkes Ødem

Behandlingen består i rygestop og korrektion af uhensigtsmæssige stemmebrugsvaner. Vælger du at stoppe med at ryge og følge vores anvisninger i forhold til, hvordan du bruger din stemme hensigtsmæssigt vil hævelsen ofte forsvinde. Dermed vil din stemme blive normal igen. Ved større hævelser kan det være nødvendigt med et kirurgisk indgreb, hvor de vandige hævelser på stemmebåndene bliver fjernet. Hvis dette bliver nødvendig henviser vi dig til Øre-Næse-Halskirurgisk afdeling på sygehuset. Efter en eventuel operation vil du højst sandsynlig have behov for logopædisk bistand. På Aarhus Stemmeklinik kan vi hjælpe dig med at opnå normal stemmenbrug efter, at du er blevet opereret for Reinkes Ødem.

Strubekræft

Hvad er strubekræft?

Forandringer i slimhinden på stemmebåndene kan enten være godartet, forstadier til kræft eller kræft (præ-magligne eller maligne forandringer). De primære symptomer er hæshed, fremmedlegemefornemmelse i halsen og eventuelt smerter i halsen. Risikoen for kræft i halsen øges ved rygning og alkoholmisbrug.

 

Forløb ved mistanke om strubekræft

Såfremt der mistænkes forstadier til kræft eller kræft, skal forandringen fjernes kirurgisk, eller der skal tages vævsprøver, som kan blive sendt til videre undersøgelse. Dette foregår på Øre, Næse-, Halskirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Hvis der er behov for logopædisk vejledning før eller efter operation, kan Aarhus Stemmeklinik hjælpe.

”Senfølger efter kræft”