Neurologiske stemmelidelser

Hvad er neurologiske stemmelidelser?

Neurologiske stemmelidelser opstår på baggrund af sygdom eller skade i hjernen eller i nervebanerne. Ved nogle neurologiske lidelser ses en direkte påvirkning af stemmebåndene (fx ved Recurrens parese, spastisk dysfoni og tremor). Neurologiske stemmelidelser vil ofte påvirke både din stemmekvalitet, din stemmestyrke og din stemmekontrol.  

Diagnoser

Læs mere om den enkelte diagnose her:

Sådan behandler vi funktionelle stemmelidelser

Afhængigt af årsagen til stemmelidelsen vil din behandling være kirurgisk, logopædisk eller en kombination heraf. Du kan læse mere om behandlingen under de enkelte diagnoser ovenfor.

Aarhus Stemmeklinik udreder alle typer af stemmelidelser hos både børn og voksne. Bestil en tid allerede i dag.

Recurrensparese

Hvad er Recurrensparese?

Reccurensparese betyder lammet stemmebånd. Stemmebåndslammelse defineres som et immobilt stemmebånd på grund af skade eller tryk på den nerve som forsyner stemmebåndet (nervus vagus). Lammelsen kan være komplet (paralyse = ingen bevægelse) eller delvis (parese = nogen bevægelse).

Årsagen kan være traume, kirurgi på halsen eller i brystkasse (beskadigelse af nerven), kræft, blodprop eller sygdom i skjoldbruskkirtlen. Hvis der efter grundig lægelig udredning ikke findes en forklaring på lammelsen kalder vi den idiopatisk (uden påviselig årsag) i fagsproget.

I nogle tilfælde kommer funktionen af nerven igen, men der kan gå op til 12 måneder afhængig af årsagen. De hyppigste symptomer er hæshed, hvor stemmen opleves som svag, Har du reccurensparese kan du også få fornemmelsen af, at du taber luft under tale. Nogle vil også opleve synkeproblemer eller fejlsynkning. Som nydiagnosticeret med lammelse af det ene eller begge stemmebånd skal du udredes i kræftpakkeforløb via Øre-, Næse-, Halsafdelingen på sygehuset.

Sådan behandles reccurensparese

Behandlingen består af logopædisk intervention med fokus på at reducere dine halsgener og kompensere din stemme bedst muligt. Indsatsen sigter mod at træne det ”raske” stemmebånd, så din stemme bliver så funktionsdygtig som muligt.

Kirurgisk behandling kan komme på tale (injektions-plastik), men det afhænger af i hvilken position det lammede stemmebånd står. I disse tilfælde vil Aarhus Stemmeklinik tilbyde henvisning til øre-næse-halskirurgisk afdeling på sygehuset.

Spastisk dysfoni

Hvad er Spastisk dysfoni?

Spastisk dysfoni er ukoordineret og uregelmæssig aktivitet i de små muskler i eller omkring struben. Den ufrivillige aktivitet øges når du taler men holder op, når du tier eller hviler stemmen. Talen fremkommer stødvis, og stemmen lyder anstrengt.

Stemmegenerne er stærkt invaliderende, da det ikke er muligt at tale i flydende sætninger og dermed at kommunikere med omgivelserne på en tilfredsstillende måde. Ofte vil sangstemmen være næsten normal til at begynde med selv om talestemmen bliver forstyrret. Tilstanden ses hyppigst hos kvinder og den kan optræde i alle aldersgrupper. Årsagen til spastisk dysfoni er ukendt.

Sådan behandles Spastisk dysfoni

Behandlingen består i botox-injektioner (botulinum toksin), som dæmper overaktiviteten i musklerne kombineret med logopædisk stemmetræning.

Effekten af botox-injektion er kortvarig og behandlingen skal derfor gentages ca. hver 3. måned det først år, hvorefter intervallet eventuelt kan øges. Injektionerne får du på et sygehus med speciale i botox-injektion.

Den logopædiske behandling sigter mod, at du opøver hensigtsmæssige kompenserende stemme- og talestrategier, som formindsker stemmeforstyrrelserne, så kommunikationen med andre forstyrres mindst muligt, og det kan Aarhus Stemmeklinik hjælpe dig med.

Essentiel tremor

Hvad er Essentiel tremor?

Essentiel tremor betyder rystende stemme, og rystelserne opstår på grund af ufrivillige bevægelser i de muskler, som styrer stemmebåndene. Udover stemmeforstyrrelserne er talen ofte også hakkende. Normalt er rystelserne fraværende, når du hviler stemmen, mens symptomerne forværres i emotionelle situationer, i kulde og ved træthed. Mange med essentiel tremor føler sig socialt hæmmet.

Man kender ikke årsagen til essentiel tremor, men man ved, at der kan være en arvelig komponent.

Sådan behandles Essentiel tremor

Det er vigtigt, at årsagen til de ufrivillige bevægelser bliver udredt ved din egen læge. Der findes ingen helbredende behandling, men i forhold til stemmeproblematikken, kan vi hjælpe dig med at opøve hensigtsmæssige vaner, som kan dæmpe de ufrivillige bevægelsers indvirkning på din stemme, når du taler.